Select Captain i Mårum

Select Captain i Mårum

Lørdag den 15. juni 2024

Fra kl. 18.00

Kom med når duoen Select Captain går på scenen i forsamlingshuset en dejlig lun sommeraften.

Tag gode venner med og nyd den gode musik, duften fra grillen og smagen af en dejlig kold fadbamse.

– Vi har gjort alt, hvad vi kan for at give jer en rigtig skøn lørdag i juni.

 

Grillpølser og fadøl

Vi tænder op i grillene og sætter gang i fadølsanlægget. Vi er klar til salg af  grillpølser og fadbamser i gårdhaven fra kl. 18.

Køb billet

Pris: 150 kroner.

Bestil billetter på mail: maarumforsamlingshus@live.dk

 

Vi reserverer billetterne i 14 dage og sender en opkrævning. Når din indbetaling er registreret, sender vi dine billetter.

Indbetales beløbet ikke inden for tidsfristen, bortfalder reservationen.

Om Select Captain

Den danske duo Select Captain lægger sig i det musikalske spændingsfelt mellem folk, indierock og americana og har over de sidste ti år udgivet 5 albums, spillet talrige koncerter i ind- og udland, haft mange sange i radioen hos DR P4 og P5 samt fin succes på streamingtjenesterne. Det er autentisk og håndspillet musik i deres eget personlige og særegne univers med et tydeligt fokus på de stærke melodier og det sfæriske lydbillede.

Duo’en består af Kristian Gaarskjær og Søren Vestergaard, hvor førstnævnte er vokset op i Mårum og  nu “vender hjem” og spiller hans første koncert i byen – i det forsamlingshus der har lagt gulv til mange fester og særlige dage i hans barndom og tidlige ungdom.

Select Captain er netop nu aktuelle med deres nye album Roots. Et album der kredser om de store ting i livet der former os og bygger os op; kærligheden, midtlivsovervejelserne, at blive forældre, om at finde hjem, om at finde fred og tilbage til ens rødder, deraf titlen Roots.
Roots var bl.a. Ugens Album hos DR P5 i uge 3 i januar og flere sange fra pladen har været at høre på DR’s kanaler.

Links:

selectcaptain.com

facebook.com/selectcaptainmusic
instagram.com/selectcaptain

youtube.com/selectcaptain

 

Susanna van Overeem