Author Archive Susanna

Corona Task Force

Vi befinder os i en underlig og uvant periode, hvor mere og mere lukker ned omkring os og, hvor utryghed og bekymring er en daglig følgesvend. Bare det at få handlet ind kan være et problem, hvis man fx er i risikogruppen på grund af sit helbred.

Vi har derfor oprettet en hjælpegruppe “Corona Task Force” i Mårum Sogn, det vil sige i Kagerup, Duemose, Ejlstrup, Nellerød og Mårum, hvor du er velkommen til at henvende dig, både hvis du vil hjælpe og i særlig grad, hvis du har brug for hjælp.

 

Har du brug for?

  • Hjælp til indkøb, eller
  • At tale med andre, fx drikke en kop kaffe sammen med en anden via telefonen m.m.

Har du lyst til at hjælpe?
Vi tager også rigtig gerne imod dig, som har lyst til at hjælpe, så formidler vi kontakten og koordinere indsatsen.

Send en mail til:

Lad os hjælpe hinanden med at holde modet og håbet oppe i denne svære tid og håbe vi snart kan samles igen.

 

Rekord høj deltagelse ved generalforsamlingen

Tusinde tak for jeres store fremmøde ved årets generalforsamling. Hele 65 medlemmer var mødt op og havde tilmeldt sig generalforsamlingen og den efterfølgende middag, som igen i år var en kulinarisk oplevelse fra Gitte Christiansen.

Referat fra generalforsamling er sendt ud til alle medlemmer.

På generalforsamlingen kunne vi også annoncere noget af et scoop, nemlig at Anders Blichfeldt, forsanger i Big Fat Snake, kommer den 23. januar 2021. Medlemmer vil først få chancen for at købe billetter.

Som indledning til generalforsamlingen, blev der vist billeder fra alle vores arrangementer i 2019, de kan ses eller genses her Mårum Forsamlingshus glimt fra 2019

Medlemmerne gav også deres input til, hvad årets bedste arrangementer var:

 

 

 

 

Som det fremgår, er Fællesspisning et stort hit 🙂

 

 

 

 

 

Bestyrelsen har på et efterfølgende bestyrelsesmøde konstitueret sig således:

Susanna van Overeem, formand

Leif Andersen, næstformand

Erland Rasmussen, kasserer

Birgitte Thomsen, bestyrelsesmedlem

Bo Tønder, bestyrelsesmedlem

Nikolaj Jørgensen, bestyrelsesmedlem

Anette Bisgaard, bestyrelsesmedlem

Suppleant: Mads Kromann

Suppleant: Tage Hørup

 

Vi tænder juletræet i Mårum – 1. søndag i advent

 1. december 2019

Gudstjeneste kl. 15

Juletræet tændes kl. 15.45

Forsamlingshuset ca. kl. 16.15

 

Til gudstjenesten denne søndag kommer traditionen tro, Gribskov Skoles børnekor og synger julesange.

Juletræet har holdt flyttedag

De foregående år, har juletræet stået ved indgangen til præstegården på Skovvej. Det er nu blevet flyttet til en mere central plads for sognet, nemlig til det lille anlæg, der er ved Ny Mårumvej og Mårum Gade.

Her er det store grantræ blevet fældet i et samarbejde mellem menighedsråd, forsamlingshus og kommunen, så nu er der plads til et juletræ, som alle kan have glæde af i hele december.

Glögg og æbleskiver i forsamlingshuset

Som noget nyt, lægger forsamlingshuset i år lokaler til den efterfølgende hygge, hvor forældrene til børnene på Gribskov Lille Skole sælger Glögg, varm kakao og æbleskiver.

Tidligere har det været i sognestuen, men pladsen er blevet for trang og vi vil gerne have plads til alle, der ønsker at være med.

Vi håber at se rigtig mange til 1. søndag i advent.

 

Menighedsråd, forsamlingshus og Gribskov skole

LARK – Musikaften

Vi glæder os til at præsentere ”LARK”

 

Lørdag den 26. oktober 2019
LARK går på scenen kl. 21.

Middag

Der er mulighed for at bestille middag inden musikken går på. Det er en to retters menu med forret og hovedret, samt kaffe/te. Middagen serveres fra kl. 19.

Drikkevarer købes i baren.

 

Pris

Koncertbillet: 125 kroner

Koncertbillet inkl. middag: 295 kroner. Skal forudbestilles og betales senest den 21. oktober 2019 til konto:  reg.nr. 3409 konto nr. 3232166.

 

Bestil billet

Billetter forudbestilles/reserveres på mail: maarumforsamlingshus@live.dk

 

Om LARK

Et band med rødder i Nordsjælland. De blev dannet i 1996 med en vision om at danne et godt danseorkester med vægt på de gode pop- og rocknumre fra 70-80érne og frem efter.

For at skille sig ud fra de øvrige danseorkester i 90’erne, opbyggede LARK et repertoire der udelukkende består af pop- og rock, med vægt på de gode danske hits fra 80erne, krydret med ToTo, ABBA, Disco, Michael Jackson og meget mere.

Det gennemgående tema er ”fart på og energi”, så dansegulvet kan komme i brug, og selvfølgelig også lidt ”fællessang” til de kendte omkvæd.

LARK har siden starten haft stor succes og spillet til et utal af dansejob i hele landet, fra de små fester til de helt store arrangementer.

 

Besætningen har været den samme siden starten:

Jeanne Lercke, leadvokal
Jan Levring, gui-tar/vokal
Jesper Vang, Trommer
Steen Ole Andersen, Keyboard
Claus Blem, bas/vokal

Et godt sammenspillet band med et motto: ”Ikke så meget snak og pauser, vi er kommet for spille”.

Sankt Hans – Spansk Grisefest

Søndag den 23. juni 2019

Festen starter kl. 18

Bål kl. 21.30

Var du aldrig med på charterbølgen til Spanien og har du aldrig været til en Grisefest på ægte spansk manér, så er det nu du har chancen, for nu kan du opleve en Grisefest ”på ægte Mårumsk”.

Pattegris over sagte ild og sangría er grisefestens fornemste ingredienser og vi skal naturligvis have begge dele. Det er vores egne mad-jonglører Gitte og Ditte, som sørger for maden.

Drikkevarer vil kunne købes i baren.

Derudover tænker vi noget med:

  • Rødternede duge
  • Plasticblomster og guirlander
  • Spisning ved langborde
  • Musik på anlægget med Johnny Reimar; Olè det var i Spanien osv..
  • Blomster i håret
  • Hawaii skjorter
  • Tyrefægterveste

Nå okay, I kan også bare komme som I er….

Freja Martin Duo underholder

Vi kan glæde jer med, at ”Freja Martin Duo” bestående af Martin Ingleby og Freja Eriksen kommer og spiller og synger.

De er har begge mange talenter, Freja er ud over at være læge, også sing-songwriter og Martin er professionel hospitalsklovn, entertainer, spille flere instrumenter og kan både trylle og danse. Faktisk er han så god til at danse, at der efter maden bliver en lektion i salsa, for dem der har lyst.

De er også med ude ved bålet, når vi skal synge vores gode danske sommersange.

Båltale

Båltalen bliver holdt af gadedigteren og historiefortælleren Christian Kronman, døbt i Mårum Kirke og opvokset på Kagerup Overdrev. Han ser tilbage på en tid, hvor spirene lige akkurat begyndte at blive synlige til den kæmpe forandring, vi i dag nyder godt af, men som også viste sig at have nogle konsekvenser, vi ikke lige havde set komme. Det er gået efter princippet to fremskridt og et tilbage… eller tre? Det ved vi ikke endnu. Men én ting ved vi: Træerne vokser ikke ind i himlen. Heller ikke i det elskede barndomsland.
Læs mere om Christian Kronman her www.gadedigteren.dk

Udrejse med Gitte og Ditte og Freja Martin Duo – Hjemrejse med Gadedigterens båltale

Efter at være rejst med bus og charterfly til grisefest og sangria i det sydlige Europa og på De Kanariske Øer går turen hjemad i båltalen. Og det bliver hverken med Spies eller Tjæreborg, men med Gribskovbanen.

 

Billetter

Tænker du nu, ”hold da op, sikke en fest og det er lige om lidt, hvor kan jeg købe billetter?”, så gør man det ved at overføre 125 kr. pr. voksen og 50 kr. pr. barn under 12 til MobilePay: box92814 til Madamditte (husk at skrive box, og udelade mellemrum). Og køb dem senest torsdag d. 20/6.

Alternativt kan man købe billet på kirkekontoret onsdag ml. 9.00-13.00 i Sognestuen Skovvej 13, Mårum.

 

Vi glæder os til at se jer

Menighedsrådet i samarbejde med forsamlingshuset

 

Projekt – Nyt forsamlingshus

Bestyrelse og udvalg undersøger i øjeblikket mulighederne for eventuelt at bygge et nyt forsamlingshus.

I maj 2019, havde vi en workshop, hvor alle interesseret kunne deltage og byde ind med ideer til projektet.

Det kom der denne rapport ud af:

Fra workshop 21-05-2019 gennemskrevet

Bestyrelse, udvalg og styregruppe arbejder nu på at skabe opbakning i lokalsamfundet til projektet.

Nellerødmanden – Foredrag m. Lennart Weber

Tirsdag den 3. september 2019, kl. 19

Snedker Jens Poul Andersen, kaldet ‘Nellerødmanden’ var en dygtig håndværker og opfinder, der i 70 år levede i Nellerød, hvor han fremstillede cykler, violiner, møbler og kameraer. J.P. Andersen var og er verdensberømt for sit håndværk.

Den 3. september bliver du taget med tilbage i tiden og får fortællingen om en af lokalområdets store navne og hans betydning.

 

 

Lennart Weber har skrevet mange bøger om lokalhistorie, hvor særligt Hillerød har nydt godt af hans interesse. Han har også skrevet flere store fotobøger om bl.a. kgl. hoffotograf Peter Elfelt.

 

 

 

 

Lennart Weber, har gravet dybt i Nellerødmandens historie og udkom i slutningen af marts med bogen “Geniet fra Nellerød”.

I forbindelse med research til bogen, dukkede et utal af hidtil ukendte fotografier op. Der er fundet møbler, en violin samt 111 af de meget fine kameraer og filmoptagere, som Jens Poul Andersen byggede i 1865-1935.

Efter bogens udgivelse er der dukket flere spændende nye ting op.

 

 

 

Foredraget den 3. september, tager udgangspunkt i bogen og her vil Lennart også fortælle mere om de nye spændende ting, som er dukket op.

 

Entré og tilmelding

Entré: 50 kroner. Prisen er inklusiv kaffe og kage. Øl og vand kan købes i baren.

Tilmelding på mail til maarumforsamlingshus@live.dk

 

Arbejdsdag

Mini-Arbejdsdag i Mårum Forsamlingshus

Lørdag den 20. juni 2020, fra kl. 8.30

Efter 3 måneders stilhed, kan vi nu igen mødes og forsamlingshuset trænger til at blive shinet lidt op. Derfor mødes vi til en mini-arbejdsdag og får fikset lidt.

Vi starter, traditionen tro med morgenkaffe og brød kl. 8.30 i forsamlingshuset. Der er selvfølgelig sørget for forplejning i løbet af dagen, herunder også frokost.

Tilmelding på  maarumforsamlingshus@live.dk , så vi ved hvor meget forplejning vi skal sørge for.

Opgaver på dagen:

  1. Alle tagrender og nedløbsrør skal gennemgås.
  2. Lappe/male vægge på toiletter.
  3. Alle udendørsarealer skal ordnes. Ukrudt fjernes, fliser fejes osv.
  4. Vinduer pudses.
  5. Beplante krukker.

På gensyn

Bestyrelsen

Foredrag med Leonora Christina Skov

Leonora Christina Skov, debattør og forfatter.

Forfatteraften med udgangspunkt i erindringsromanen Den, der lever stille.

Den 10. oktober 2019

Kl. 19 – 21

UDSOLGT

 

Parkering
 
Du finder parkeringspladser på bagsiden af forsamlingshuset, foran forsamlingshuset, samt på Kirkens parkeringsplads, hvor du kan gå gennem kirkegården til forsamlingshuset.
Der vil være parkerings vagter, der anviser ledige parkeringspladser.
Vi glæder os til en rigtig god aften.😄

Vi er stolte af at kunne præsentere Leonora Christina Skov til en forfatteraften i Mårum Forsamlingshus.

Foredraget omhandler hendes erindringsroman “Den, der lever stille” og som har fået boghandlerprisen “De gyldne Laurbær 2018”.

Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om at vokse op som den ensomme Christina i en familie, hvor mor endelig ikke må græde, og far endelig ikke må blive vred, og om at flytte til København og genskabe sig selv som forfatteren Leonora, der til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. ”Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem”, siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst over. I foredraget fortæller Leonora om den voldsomme skriveproces, når man smider fiktionens forklædninger og skriver om faktiske mennesker, om at miste det hele og finde sig selv, og om at håbe på en forklaring og hige efter sin mors kærlighed langt ind i døden. Et levende og engageret foredrag krydret med oplæsning og spørgsmål fra salen.

Læs mere om Leonora og hendes forfatterskab på forfatterforedrag.dk

Billetpris inkl. kaffe og kage:

Ikke medlemmer: 225 kroner pr. person
Medlemmer: 200 kr. pr. person dog max. 2 billetter pr. medlem.

Ingen adgang uden gyldig billet.

Billetter skal bestilles på mail: maarumforsamlingshus@live.dk.
Ved bestillingen vil du modtage en mail, hvor vi anmoder dig om at overfører det aktuelle beløb til vores konto. Når beløbet er tilgået vores konto, sender vi dig billetterne.

Bemærk: Der er ikke salg af billetter i indgangen.

Vi glæder os til at se dig.

 

Dialogmøde med byrådet

Bor du i Mårum/Kagerup

Gribskov Byråd inviterer til fælles dialog om livet i Mårum/Kagerup og omegn, tirsdag 5. marts kl. 19.30 – 21.30 i Mårum Forsamlingshus, Hessemosevej 9, 3230 Græsted.

  • Hvad er det gode ved livet i Mårum/Kagerup og omegn?
  • Hvilke kvaliteter og aktiver har området?
  • I hvilken retning ønsker vi at udvikle området – “hvad kan vi gøre sammen?”

 Formålet med mødet er at tale om de emner, som borgerne i Mårum/Kagerup og omegn er optaget af og vil gøre noget ved.

Tilmelding senest 26. februar ved at bruge nedenstående link.

https://gribskov.nemtilmeld.dk/555/

12